Fujitsu Services
Nyt fælles bibliotekssystem på Aarhus Universitet og Statsbiblioteket
Hellerup, den 23. januar 2009 — Statsbiblioteket og Aarhus Universitet blev i efteråret 2007 enige om at etablere et fælles bibliotekssystem for Aarhus Universitets biblioteker og Statsbiblioteket, med driftsansvar placeret hos Statsbiblioteket.
Et fælles system indebærer en betydelig styrkelse af bibliotekssamarbejdet mellem de to institutioner og letter brugernes adgang til informationsressourcer. Biblioteksbetjeningen af Aarhus Universitets brugere foregår fra 27 små og store biblioteker, geografisk fordelt fra Herning over Århus til København. Det er denne mangfoldighed, som skal ende med at fremstå som ét fælles bibliotekstilbud for de pågældende brugere.
Carsten Riis, dekan ved Det Teologiske Fakultet, siger om gennemførelsen af det fælles bibliotekssystem:
– På Aarhus Universitet stræber vi konstant efter at styrke bibliotekernes bidrag til information, læring og kommunikation for derved at give væsentlige bidrag til vores forskning, uddannelse og videnspredning. Et fælles og sammenhængende bibliotekssystem er et væsentligt bidrag til at nå det mål.
Statsbiblioteket har underskrevet kontrakt med firmaet Fujitsu om anskaffelse af bibliotekssystemet Aleph, tirsdag den 9. december 2008 på Statsbiblioteket.
Markedschef Steen Pedersen, Fujitsu, udtaler:
– Aftalen med Statsbiblioteket og Aarhus Universitet hører til blandt de største til dato på det danske marked. Vi ved, at Statsbiblioteket har foretaget en omfattende research og et grundigt forarbejde, ikke mindst i forhold til overholdelse af såvel nationale som internationale standarder, men også i forhold til systemets åbenhed og fleksibilitet, der har stor betydning for Statsbiblioteket og de mange nye biblioteker under Aarhus Universitet.
Det nye bibliotekssystem indføres i etaper, men således at alle biblioteker er omfattet ved årsskiftet 2010-11.
Yderligere oplysninger:
Steen Pedersen, markedschef, Fujitsu, e-mail: stp@fujitsu.dk, tlf: 2713 3367
Majbritt Ramsgaard Jensen, kommunikationsmedarbejder, Statsbiblioteket, e-mail: mrj@statsbiblioteket.dk, tlf: 8946 2212
Arne Sørensen, it-chef, Statsbiblioteket, e-mail: as@statsbiblioteket.dk, tlf: 8946 2095
Carsten Riis, Dekan ved Det Teologiske Institut, Aarhus Universitet, e-mail: cr@teo.au.dk, tlf: 8942 2236
