Fujitsu Services
Få dit nye pas på nettet i Køge Kommune
Køge åbner for pas på nettet. Borgerne slipper for flaskehalse og spildtid i borgerservice.
Hellerup, den 21. maj 2008 — Fra 17. maj får borgerne i Køge Kommune mulighed for en hurtigere ekspedition og kortere ventetider, når de skal have nyt pas og blåt sygesikringsbevis.
Som den anden kommune i Danmark indfører Køge Fujitsus ”pas på nettet”-løsning, der giver mulighed for at ordne papirerne, foto og betalingen hjemmefra på nettet. Det betyder, at borgerne hjemme i ro og fred og på det tidspunkt, der passer den enkelte, kan udfylde ansøgningen, betale og sikre sig, at alle oplysninger og pasfoto opfylder kravene.
- Fujitsu har i samarbejde med en række kommuner søsat en nøglefærdig internetløsning til pasudstedelse, der gør det meget enkelt at udfylde ansøgningen rigtigt. Tidligere blev næsten 50 procent af ansøgerne afvist i borgerservice, fordi ansøgningen ikke opfyldte kravene til oplysninger, til fotokvalitet mm. Det gav dobbeltarbejde og en masse spildtid for både borgerne og for forvaltningen, siger produktchef Jakob Svejgaard, Fujitsu.
Betalingen for passet sker også online, så borgerne blot skal møde op i borgerservice og skrive under.
Opfylder Køges vision
- Pas på nettet er et fremskridt, der opfylder to ønsker. Køge Kommunes vision for borgerbetjeningen er at møde borgerne,
hvor de er, med relevante løsninger, der imødekommer borgernes behov, siger Peter Ravnholt, borgerservicechef i Køge Kommune
og tilføjer:
- Nu kan borgerne udfylde deres pasansøgning, når det passer dem, og nettet er lige ved hånden. Samtidig får vi en nemmere sagsgang, der letter personalets dagligdag og giver dem mulighed for at bruge deres tid til at hjælpe borgerne.
- Med selvbetjeningen giver vi borgerne mulighed for at forberede sig i ro og mag, så man undgår at gå forgæves, fordi der er noget man har glemt. Samtidig bliver den efterfølgende ekspedition af borgerne hurtigere.
- Borgerne får tillige en sammenhængende service med vores selvbetjeningsløsninger, da du hjemmefra også kan bestille det blå EU-sygesikringsbevis, som mange skal have med på rejsen.
Flere kommuner på vej
- Køge Kommune er den anden kommune, der tager Fujitsus ”pas på nettet” i brug. En række andre kommuner står på spring for
at indføre pas på nettet og dermed forbedre borgerservice og fjerne de flaskehalse, som pasudstedelsen giver i borgerservice
over alt i landet, siger produktchef Jakob Svejgaard, Fujitsu og tilføjer:
- Den første pas på nettet blev implementeret i november 2007 i Frederiksberg Kommune, som sammen med Fujitsu har udviklet løsningen. Siden har vi arbejdet med Frederiksberg med at fin-tune løsningen, så vi nu har en standardløsning, der let og enkelt kan implementeres i kommunerne. Vi har desuden udvidet med styringsværktøjer, så ledelsen kan styre bemandingen af kontoret og holde et højt serviceniveau.
- Vi har samtidig tænkt fremad på en integration med kommunernes ESDH-system til arkivering og sammenhæng med digitalisering af andre serviceområder med de fordele, det vil indebære.
Yderligere oplysninger:
Peter Ravnholt, borgerservicechef i Køge Kommune. Telefon 56 67 21 20
Jakob Svejgaard, produktchef, Fujitsu. Mobil: 27 13 31 07.
