Fujitsu Services
Sejlflod Kommune sætter kursen for strukturarbejdet
I Sejlflod Kommune går man allerede nu i gang med det praktiske arbejde, som følger i kølvandet på kommunesammenlægningen med Aalborg, Hals og Nibe Kommune. På et fælles møde den 17. februar med de andre kommuner har man etableret alle de planlæggende og koordinerende arbejdsgrupper, som skal sikre, at sammenlægningen kommer til at forløbe så godt som muligt. I første omgang betyder det, at Sejlflod Kommune går i gang med at implementere ESDH, eDoc fra Fujitsu, i organisationen.
Hellerup,Den 08. april 2005 — ”Kommunesammenlægningen betyder, at kommunen vil få en anden geografisk udstrækning, men vi er stadig de samme medarbejdere, byer og borgere. Kommunesammenlægningen ændrer ikke på dette, men den ændrer på de organisatoriske rammer. For at blive helt klar til 2007 – så går vi i gang med at få nogle erfaringer med elektronisk sags- og dokumenthåndtering, da den vil spille en afgørende rolle for den nye storkommunes fremtidige arbejdsgrundlag,” udtaler kommunaldirektør Jørn Hviid Carlsen i Sejlflod Kommune.
ESDH som kompetenceudviklingsprojekt
Sejlflod Kommune ser ESDH-projektet som et kompetenceudviklingsprojekt for kommunens medarbejdere. Projektet skal forberede Sejlflod Kommunes medarbejdere på en kommende brug af ESDH i forbindelse med kommunesammenlægningen med de øvrige tre kommuner – Aalborg, Hals og Nibe. Der er altså tale om allerede nu at geare organisationen til at bruge ESDH, hvilket går imod tendensen hos mange andre kommuner i Danmark, som forholder sig mere afventende.
””Vi har ikke tidligere haft erfaringer med ESDH. Vi vil derfor gerne hurtigt i gang med at få nogle praktiske erfaringer, da den nye kommune skal basere sin sagsbehandling på et fælles ESDH-system. Ved at arbejde med ESDH i en god periode inden selve sammenlægningen med de øvrige kommuner, så forventer vi have klædt vores medarbejdere effektivt på til at indgå i en større organisation. For der bliver nok af andre og mere presserende opgaver at tage fat på, når vi nærmer os den 1.1. 2007,” kommenterer kommunaldirektør Jørn Hviid Carlsen.
Tryghed for medarbejderne – et vigtigt emne
Når den nye kommune ser dagens lys – også kaldet Ny Aalborg Kommune – så vil den være landets 3. største kommune med over 180.000 indbyggere. For Sejlflod Kommune handler ESDH-projektet derfor også om at få skabt den fornødne tryghed blandt medarbejderne. Sammenlægningen vil betyde en ændring i den normale måde at arbejde på, da målet er, at man vil tage det bedste fra alle fire kommuner og arbejde videre hermed. Med ESDH-projektet forventer kommunen at kunne illustrere for medarbejderne, hvordan det bliver at arbejde sammen, når man har tværgående it-systemer.
”Nogle gange handler det om konkret at kunne vise medarbejderne, hvad det er for nogle rammer og arbejdsredskaber, det nye fælles arbejdsgrundlag kommer til at hvile på. Vi vil finde flere konkrete projekter, som kan tilføre vores medarbejdere kompetencer og erfaringer, inden sammenlægningen finder sted. Vores forhåbning er, at vi på den måde kommer noget af den usikkerhed til livs, som lige nu findes rundt omkring i organisationen,” tilføjer Jørn Hviid Carlsen.
Kontrakt med Fujitsu
Sejlflod Kommune har 1. marts 2005 indgået kontrakt med Fujitsu om implementering af Fujitsus elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystem - eDoc®. Over en forholdsvis kort periode skal eDoc® implementeres i Sejlflod Kommune, så man hurtigt kan komme i gang med at høste nogle brugbare erfaringer med ESDH. Omkring 70 brugere vil hen over sommeren 2005 tage eDoc i brug ved den daglige sagsbehandling.
Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere information om projektet i Sejlflod Kommune, så kan du kontakte følgende personer:
Pressekontakt
Jørn Hviid Carlsen
Stilling: Kommunaldirektør
Sejlflod Kommune
Tlf.: 96 77 99 00
Bjarne Thurø
Stilling: Salgsdirektør
Fujitsu
Tlf.: 44 89 44 89
