Fujitsu Services
Midtdjurs Kommune indgår partnerskab med Fujitsu
Med strukturreformen i hælene har kommunen taget skridtet fuldt ud og har fra den 1. januar outsourcet al it til Fujitsu. Midtdjurs Kommune bliver med denne beslutning foregangskommune i Danmark med hensyn til optimering af it-anvendelsen. Baggrunden for den omfattende beslutning skal ses i lyset af de stadig mere komplekse it-opgaver kommunerne står over for. Outsourcingen giver Midtdjurs Kommune tid til at tænke i mere langsigtede baner for den strategiske it-anvendelse frem for at bruge tiden på daglige rutiner.
Hellerup,Den 31. januar 2005 — Midtdjurs slutter sig med outsourcingsaftalen til en lille eksklusiv klub af kommuner, som vælger at outsource alt på it-fronten. Kommunaldirektør Poul Møller fra Midtdjurs Kommune vurderer mulighederne på denne måde: ”Outsourcingen er et stort skridt for os at tage. Men når det er sagt, så ved vi også, at det vil indebære et enormt potentiale for os. Vores forventninger til denne aftale er tårnhøje, og vi glæder os til at komme i gang.”
Aftalens omfang rækker videre end outsourcing
Selve outsourcingen omfatter alle kommunens pc-arbejdspladser og drift af alle servere. I praksis betyder det, at kommunens nuværende it-medarbejder overgår til at arbejde for Fujitsu, og at Fujitsu bliver kommunens it-afdeling. For brugerne får det den konsekvens, at de i stedet får tilknyttet en helpdesk hos Fujitsu, som kan hjælpe med de daglige it-spørgsmål.
Udover outsourcing indeholder aftalen en opgradering af kommunens nuværende ESDH-system - eDoc® version 1.2 - til eDoc® 2.1. Samtidig får kommunens en ny hjemmeside baseret på eDoc® BorgerPortal, som vil indeholde en række nye selvbetjeningsløsninger for borgerne i Midtdjurs Kommune.
Perspektiver på kort og lang sigt
Midtdjurs Kommune forventer sig en række fordele ved den totale outsourcing på it-området. Et af de afgørende punkter har været at få den rette sparring. Som det har været i dag, har Midtdjurs Kommune haft en medarbejder til rådighed til at løse samtlige opgaver vedrørende it. Ulempen ved denne model har været, at det er blevet stadig sværere at favne alle problemstillinger for brugen af it samt at følge med, når det drejer sig om den nyeste viden indenfor området. Samtidig vokser kompleksiteten i kommunernes hverdag – så ofte har det mere handlet om brandslukning end om langsigtet planlægning.
”Hos Fujitsu kan vi regne med løbende at få kompetent sparring på alle it-områder. Vi kan hente den nyeste viden med det samme og kan på den måde lettere tilpasse vores strategier. Som sidegevinst håber vi også at få synliggjort vores omkostninger, det vil forenkle vores budgetlægning både på kort som lang sigt,” mener kommunaldirektør Poul Møller.
De næste opgaver står for døren
Projekterne står i den kommende tid i kø hos kommunen, men samlet set regner man med at have implementeret alle aftalens aspekter på plads i løbet af foråret. ”De opgaver, som ligger i kontrakten, vil gøre det lettere for os at igangsætte arbejdet med kommunesammenlægningen med de øvrige partnere – det vil sige Ebeltoft, Rønde og Rosenholm kommuner. Ved at gå i gang nu får vi styr på vores samlede it-landskab”, fortsætter kommunaldirektør Poul Møller.
Partnerskab med Fujitsu
Efter en intens tilbudsrunde med udvalgte leverandører valgte Midtdjurs Kommune at gå videre med Fujitsu. I den sidste måned har man brugt tid på en generel forventningsafstemning, og Midtdjurs Kommune begrunder først og fremmest valget med, at Fujitsus tilbud var homogent og indeholdt de bedste ydelser med logisk indbyrdes sammenhæng i forhold til prisen. Derudover har Fujitsu valgt at se projektet i Midtdjurs Kommune i en helhed, hvor man bryder med det traditionelle kommune og leverandørforhold og i stedet ønsker et reelt partnerskab.
”Midtdjurs Kommune er et godt eksempel på den outsourcingsbølge, vi vil se hos kommunerne i kølvandet på strukturreformen. IT-anvendelsen bliver stadig mere omfattende, og der er brug for tid til strategiske overvejelser, hvis Danmark ikke skal falde bag ud i forhold til digitalisering af det offentlige og få høstet effektiviseringsgevinster. Det kræver dog, at leverandør og kunde ændrer deres forhold til hinanden og i stedet indgår partnerskaber. Vi ser frem til partnerskabet med Midtdjurs Kommune.” - siger Morten Svendsen administrerende direktør for Fujitsu.
Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere information om aftalen eller det kommende projekt hos kommunen, så kan følgende personer kontaktes:
Pressekontakt
Poul Møller
Stilling: Kommunaldirektør
Midtdjurs Kommune
Tlf.: 89 74 89 74
Lotte Jensen
Stilling: Marketingkonsulent
Fujitsu
Tlf.: 44 89 44 89
