Fujitsu Services
Gentofte Kommune udtaler sig om Prisme
Efter at have været i drift med Prisme, Fujitsus økonomistyringssystem, i 5 mdr. har Gentofte Kommune nu evalueret på forløbet i forbindelse med implementeringen og de første måneders drift. Konklusionen er klar: "Det er gået helt smertefrit". Læs resten af evalueringen nedenfor.
Hellerup,Den 24. september 2004 — "Den 3. maj gik Gentofte Kommune som planlagt i luften med Prisme. Vores samarbejde med Fujitsu er forløbet godt, præget af tillid mellem parterne. Det har også betydet, at alle tidsplaner stort set har holdt på dato. Selvom vi var godt forberedte, har vi alligevel været overraskede over, hvor smertefrit ibrugtagningen er gået, også på brugerniveau. Der har simpelthen ikke været nævneværdige problemer med at bruge Prisme. Prisme er et moderne windowsbaseret program, der ligner andre kendte software-programmer, hvilket har været en klar lettelse – særligt blandt de unge brugere. Det hjælper også, at Prisme er logisk bygget op omkring brugen af debet og kredit.
Vi valgte at skifte over én gang for alle, både på Rådhuset og i alle institutioner. Fordelen ved at skifte samtidigt over hele linien er, at vi har kunnet lukke alle gamle systemer ned én gang for alle. Omvendt betød det et væsentligt pres op til D-dag, da vi lagde stor vægt på, at alle kernebrugere var uddannet på forhånd. I løbet af de sidste seks uger inden ibrugtagningen kom omkring 250 brugere på et to-dageskursus, så vi kunne være klar til bogføring og budgetarbejde fra begyndelsen. Efterfølgende har omkring 160 sporadiske brugere været på et ½-dages-kursus vedr. at lave forespørgsler og trække rapporter.
Uddannelsesmaterialet til slutbrugerkurserne er egen-udviklet i Gentofte Kommune. Vi lægger stor vægt på at bruge et særligt IT-pædagogisk koncept, hvor der bl.a. arbejdes med såkaldte huskesedler i stedet for de gammelkendte vejledninger og manualer. Det er vores erfaring, at huskesedlerne er gode til at give et overblik for brugerne. Arbejdet med kursusmaterialet har også givet flere af vores superbrugere en mulighed for at lære Prisme at kende i dybden. For at støtte op om de usikre brugere etablerede vi et superbruger-lokale på Rådhuset, hvor alle kunne dukke op for at få hjælp til bogføring m.v. Desuden havde vi (og har stadig) en superbruger-hotline. Superbrugerne var rigtig vel besøgt de første par uger. Desuden har vores test- og uddannelsesmiljø været med til at give tryghed. Foruden vores driftsmiljø har vi en helt separat server, hvor der ligger en kopi af vores driftsdata. Testdatabasen kan betragtes som en legeplads, hvor brugerne til enhver tid kan gå ind for at prøve ting af, så de kan gerne være helt sikre, inden der f.eks. bogføres i driftsmiljøet.
Størstedelen af Prisme-anvendelsen er nu gået over til almindelig drift, dog mangler vi at få installeret enkelte tillægsmoduler som BS+ og OLAP. Den daglige drift er forankret hos vores to systemadministratorer og i vores Prisme-driftsgruppe. Gruppen har fem medlemmer sammensat på tværs af organisationen. De har til opgave at stå for den løbende opdatering og udbredelse af brugen af Prisme.
Vi forventer os meget af det løbende samarbejde med Fujitsu og ikke mindst af Prisme-brugerklubben samt de faglige erfaringsudvekslingsgrupper, hvor vi allerede har haft god nytte af møderne."
