FUJITSU

  1. Hjem >
  2. Nyheder >
  3. Pressemeddelelser >
  4. Fyns Amt tager Prisme i brug

Fujitsu Services


Fyns Amt tager Prisme i brug

Tirsdag d. 18. maj godkendte Fyns Amt overtagelsesprøven vedrørende Fujitsus økonomistyringsløsning - Prisme. Prisme blev efterfølgende idriftsat til aftalt tid onsdag d. 19. maj kl. 08.00 med alle amtets brugere.


Hellerup,Den 04. juni 2004 — Lige fra starten af dagen var der mere end 100 samtidige brugere i gang med Prisme. Midt på eftermiddagen havde amtet allerede bogført ca. 15 mill. kroner, som dækker over et stort antal posteringer og fakturaer. Man kan roligt sige, at systemet er kommet godt i drift. Fyns Amt er Fujitsus største Prisme kunde med foreløbig adgang for 500-600 brugere. Amtet har planer om udvidelse på relativ kort sigt, så der bliver adgang for op til 2.000 brugere. Fyns Amt har et særdeles omfattende og komplekst IT-miljø, bestående primært af 3 store organisationer, Amtsgården, OUH (Odense Universitetshospital), og SHF (Sygehus Fyn).

Projektforløb

Der er stor tilfredshed med forløbet hos Fyns Amt, som specielt hæfter sig ved, at idriftsættelsen er sket helt efter tidsplanen. Alle projektets primære milepæle er blevet overholdt. Det totale projektforløb har varet syv måneder, hvor man først startede med en grundig analysefase. Fyns Amt fremhæver, at projektet generelt er forløbet uden væsentlige problemer af nogen art.

En af de opgaver, man har haft fokus på i projektet fra både Fyns Amt og Fujitsus side, er konverteringen af data fra Fyns Amts eksisterende økonomisystem. Der var forskellige strukturer/dimensioner imellem Fyns Amts eksisterende økonomisystem og Prisme, så derfor var der adskillige punkter, som skulle klares før end Prisme kunne gå i drift. Med fælles hjælp blev konverteringen gennemført med succes.

Fredag den 28. maj startede driftsprøveperioden, som løber over 20 arbejdsdage. Overtagelsesprøven gik igennem uden kommentarer. Herefter resterer implementering af OLAP (Avanceret rapportering), eBilag, eFaktura og Handelsmodul efter sommerferien.

Forventninger hos Fyns Amt

Med indførelsen af Prisme hos Fyns Amt opfyldes milepæl 4 i strategien for Det Digitale Amt. Milepæl 4 har som mål at digitalisere fakturaer og bilag i amtet. Dette vil blive testet på udvalgte områder i løbet af efteråret 2004, inden det udbredes til resten af organisationen. ”Det overordnede mål med det nye økonomisystem er at understøtte amtets digitaliseringsstrategi”, fortæller afdelingsleder Lars Andersen, Økonomi- og Personalekontoret. ”Én af fordelene ved Prisme er blandt andet, at der fremover kan tilrettelægges mere enkle og automatiserede arbejdsgange indenfor økonomistyringen”, siger Lars Andersen.

Baggrunden for at indføre Prisme er bl.a., at det er et standardsystem, som bruges af en række andre amter og kommuner. Derved opnås stordriftsfordele ikke mindst på udviklingsområdet.

"Vi har haft et særdeles godt samarbejde i et meget kompetent miljø med Fujitsu igennem hele processen frem til idriftsættelsen", tilføjer Lars Andersen, "og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde omkring implementering af overbygningsmodulerne".

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om Prisme projektet hos Fyns Amt, så er du velkommen til at kontakte følgende personer:


Pressekontakt

Jan Petersen
Stilling: Sales Manager

Fujitsu
Tlf.: 44 89 44 89
E-mail:jan.petersen@dk.fujitsu.com


Lars Andersen
Stilling: Afdelingsleder

Fyns Amt
Tlf.: 65 56 17 45
E-mail:la@oes.fyns-amt.dk