Fujitsu Services
Ebeltoft er første kommune, der tilbyder digital signatur på samtlige kommunens blanketter
Nu går Ebeltoft for alvor online.
Hellerup,Den 18. august 2003 — Teknologien til at man kan underskrive juridisk bindende dokumenter og blanketter er nu på plads. I Ebeltoft Kommune er den på vej til alle, der ønsker det. Men ikke nok med det. Det kommer ganske gratis. Fujitsu har nemlig valgt at stille deres program til digital signatur gratis til rådighed for borgere, virksomheder, kommunen og institutionerne i Ebeltoft Kommune.
Forbedret borgerservice
I Ebeltoft Kommune skal borgerne opleve et rådhus, som er let at komme i kontakt med på alle tider af døgnet. Sagsbehandlingen skal være hurtig og effektiv. Virksomhedernes administrative byrder skal minimeres. I det hele taget ønsker kommunen en effektiv kommunikation. Her er it et væsentligt hjælpeværktøj.
Fujitsus løsning
Til at underskrive fx mails digitalt har man brug for et certifikat fra TDC. Vil man også gerne have mulighed for på kommunens hjemmeside at benytte blanketter og selvbetjeningsløsninger, så har man også brug for en digital signatur-klient. Den fås nu gratis hos Fujitsu. Ebeltoft Kommune skriver derfor til alle borgere og virksomheder med information om den digitale signatur og det gratis tilbud om eDoc DigiSign, som programmet fra Fujitsu hedder.
Ebeltoft Kommune sætter fokus på digital signatur
Ebeltoft Kommune er den første kommune, der tager denne teknologi i anvendelse. Kommunen er dermed den første i Danmark, der tilbyder brug af digital signatur på samtlige kommunens blanketter. Fujitsu ønsker at udnytte sit teknologiske forspring inden for digital signatur og sikre en hurtig udbredelse af sit produkt. Det er baggrunden for at forære denne software bort. eDoc DigiSign kan også anvendes i mailkorrespondance mellem borgere eller fx virksomhederne og deres kunder. Blot skal parterne først anskaffe den gratis software.
Pressekontakt
Bent Christiansen
Stilling: kommunaldirektør
Ebeltoft Kommunes
Tlf.: 89 52 11 20
Morten Svendsen
Stilling: administrerende direktør
Fujitsu
Tlf.: 44 89 44 89
