Skip to main content

Fujitsu

Danmark

Dansk Fujitsu-løsning bruger kunstig intelligens til at tjekke vindmøllernes vinger

Nyheder:

  • Med deep learning og billedgenkendelse minimerer Fujitsus nye AI-løsning den tid, det tager at inspicere Siemens Gamesas havvindmøller på fabrikken i Aalborg – og kvaliteten løftes
  • Løsningen, som er en af de første AI-løsninger i stor skala, udspringer af Fujitsu i Danmark
  • Teknologien har potentiale til at revolutionere kvalitetssikringen i mange andre industrier
København, November 27, 2017 Fujitsu har for alvor sat skub i den praktiske brug af kunstig intelligens. En ny løsning, der udspringer af Fujitsus kontor i Danmark, har revolutioneret kvalitetssikringen af Siemens Gamesas turbineblade til de nye gigantiske vindmøller. Hvor det hidtil har taget 6-8 timer at gennemgå hver af de op til 75 meter lange turbineblade for fejl, vil det nu snarere tage 1,5 time. Samtidig kan den nye AI-teknologi øge kvaliteten af kontrollen med fiberglas-vingerne, så risikoen for fejl, der kan have katastrofale konsekvenser, minimeres.
”I Fujitsu taler vi ikke bare om kunstig intelligens, vi arbejder intensivt med den nye teknologi og skaber banebrydende løsninger sammen med vores kunder. Løsningen, vi har udviklet i samarbejde med Siemens Gamesa, er et af de første rigtige AI-projekter i verden. Det viser, at teknologien nu er så langt fremme, at den for alvor giver praktisk mening, og jeg ser et kolossalt potentiale i at benytte kunstig intelligens i produktionen og i vedligeholdelsen i en række industrier,” siger Søren Rinnov Østergaard, der er administrerende direktør i Fujitsu i Danmark.

Deep learning lærer hele tiden

Det nye ved Fujitsus løsning, som foreløbig er gået i luften på Siemens Gamesas fabrik i Aalborg, er, at de ultralydsskanninger, der allerede udføres af hver eneste centimeter på de færdigproducerede vinger, fremover bliver analyseret ved hjælp af kunstig intelligens. Avancererede computere er så at sige blevet fodret med enorme mængder af data med alle tænkelige typer af fejl, og den kunstige intelligens kan på den baggrund identificere lignende typer af fejl, som derefter undersøges nærmere og enten bekræftes eller afvises. Hver eneste gang, en turbine bliver inspiceret, bliver AI-motoren klogere og dermed dygtigere til at spotte potentielle fejl.
Den nye løsning sparer dermed ressourcer fra højtuddannede teknikere, hvilket er afgørende i produktionen af vedvarende energi, lige som det højner kvaliteten af inspektionen.
I Siemens Gamesa, der årligt producerer mere end 5.000 vindmøller til både offshore og onshore, er man henrykte over den nye løsning, og det var naturligt at kigge i retning af Fujitsu, som har arbejdet med AI-billedgenkendelse i mere end 30 år – en teknologi, der er oplagt til at identificere fejl og afvigelser.

”Fejl på vores turbineblade er ikke en option, så vi ledte efter en løsning, som kunne accelerere den tidskrævende kvalitetssikringsproces uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller sikkerhed. Ved at implementere Fujitsus revolutionerende AI-teknologi tager det kun en fjerdedel af den hidtidige tid at lave en inspektion. Vi har i fællesskab skabt en løsning, der ikke kun minimerer tidsforbruget til inspektionen af turbinebladene, men også gør os i stand til at fokusere på de områder af vingerne, der afviger fra normalen,” siger Heine Bach, der er Head of Quality in Operation i Siemens Gamesa.

I Fujitsu arbejder man nu på at gøre teknologien til et standard-produkt, som kan skræddersyes til en række andre kunder. Det kunne være i bil- og flyindustrien, hvor en stor del af inspektionen af for eksempel svejsninger og lakeringer i dag fortsat foregår manuelt.

Ud over at have et stort potentiale, når det kommer til kvalitetssikring i selve produktionen, er der også store muligheder inden for ’predictive maintenance’, både i forhold til vindmøller men også for eksempel rørledninger i olieindustrien og togskinner. Her vil det have stor værdi at opdage skader, allerede inden de opstår.

Fleksibel model gør det let at skalere

Fujitsus løsning til Siemens Gamesa er skabt med en fleksibel licensmodel. Det betyder, at den indledende investering fra kunden har været begrænset, lige som det er nemt at skalere løsningen op og udvide den til andre typer af vindmølleturbiner. I første omgang bliver løsningen implementeret i produktionen af offshore-vindmøller på fabrikken i Aalborg og i Hull i England.

Pris og tilgængelighed

Fujitsus AI-løsninger er tilgængelige nu. Priserne afhænger af behov og konfiguration.

Om Fujitsu

Fujitsu er Japans førende ICT (Information and Communication Technology) virksomhed og tilbyder en komplet portefølje af teknologiprodukter, løsninger og services. Omkring 140.000 Fujitsu-medarbejdere supporterer kunder i over 100 lande. Med udgangspunkt i vores lange erfaring og informationsteknologiens store styrke er vi med til at forme fremtiden i samarbejde med vores kunder. Fujitsu Limited (TSE:6702) havde i det regnskabsår, der afsluttedes den 31. marts 2018, en konsolideret omsætning på 39 mia. US$. For mere information, se venligst www.fujitsu.com og www.fujitsu.dk

Date: 27 November, 2017
City: København