Case: Høje-Taastrup Kommune
Høje-Taastrup Kommune har efter et udbud valgt et nyt økonomi-, løn- og vagtplansystem fra Fujitsu og Silkeborg Data. For kommunen betyder det en sammenhængende løsning med integration mellem fagsystemerne og nye muligheder for at styre budgettet. Det er første udbud, som Fujitsu og Silkeborg Data vinder sammen, og de forventer nu en stærk interesse fra landets kommuner for et velafprøvet og dokumenteret alternativ.
"Jeg er meget tilfreds med, at Høje-Taastrup Kommune efter et udbud og konkurrence har fået det bedste system til at styre økonomien, og som matcher de udfordringer, kommunen står med nu og i de kommende år," siger borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune.
Og tilføjer Høje-Taastrup Kommunes økonomidirektør, Ole Kristensen:
"Det betyder alt for kommunens muligheder for at styre økonomien og følge budgetterne, at løn- og økonomisystemerne arbejder
godt sammen. Vi har ventet i mange år på et system, der kan det, og vi er derfor meget tilfredse med, at Silkeborg Data og
Fujitsu nu sammen har udviklet en sådan løsning. Løn- og økonomisystemet giver os dugfriske data til styring, ledelsesinformation
og analyse. Fujitsu og Silkeborg Datas løsning er tillige fleksibel og brugervenlig, så systemet også understøtter kommunens
decentrale måde at fungere på."
"I Høje-Taastrup Kommune skal næsten 800 af kommunens ansatte ude på institutionerne arbejde med løn- og økonomisystemet og lægge data ind og følge deres egne budgetter. En brugervenlig, intuitiv grænseflade har derfor været en meget vigtig parameter i valget af løsning. Integrationen betyder, at lønposteringer automatisk indgår i økonomisystemets kontoplan og kan valideres. Endvidere kan vi simulere i økonomisystemet på baggrund af løn og ressourceoplysninger. Da over 60 procent af kommunens serviceudgifter er løn, er simuleringsmuligheden et vigtigt styringsværktøj for kommunens ledelse. Derfor er det meget vigtigt, at der er styrings- simulerings-, informations- og andre værktøjer, der hurtigt og løbende kan skaffe det nødvendige overblik. Herved bliver det driftsmæssige overblik bedre og grundlaget for dispositioner undervejs optimeret. Vi skal nu i gang med implementeringen af løn- og økonomisystemet og forventer, den forløber sikkert og smertefrit. Vi har noteret, at Fujitsu og Silkeborg Data har gode referencer i forbindelse med kommunesammenlægningerne," siger økonomidirektør Ole Kristensen, Høje-Taastrup Kommune.
Brede løsningen ud
"De senere år har der været meget fokus på at skabe sammenhæng imellem økonomi- og lønsystemer i den offentlige sektor.
Det har Fujitsu og Silkeborg Data lyttet til og indgået et strategisk samarbejde om integration af de to velafprøvede løsninger,
Prisme for økonomidelen og Silkeborg Løn for løndelen," siger adm. direktør Hans Iakob Estrup, Fujitsu og fortsætter: "For
at skabe en fleksibel løsning og et godt og effektivt alternativ for kommunerne har det været vigtigt, at vi baserer integrationen
på åbne systemer med snitflader, der følger de godkendte offentlige standarder. Fujitsu og Silkeborg Data har begge denne
tilgang - og løn- og økonomiløsningen kan også integrere til de it-systemer, kommunerne allerede har eller anskaffer sig."
"Høje-Taastrup Kommune er det første udbud, hvor vi har haft mulighed for at byde sammen – og vi vandt. Vi forventer, at mange flere kommuner nu vil se, at Fujitsu og Silkeborg Data tilbyder et løn- og økonomisystem, som på en troværdig og effektiv måde kan løse de problemer, de står over for og har savnet en løsning på," siger Mogens Jespersen, direktør for Silkeborg Data.
Fujitsu og Silkeborg Data skal nu levere al uddannelse til såvel superbrugere som almindelige brugere, i alt skal næsten 800 brugere indføres i at anvende Prisme-økonomisystemet og Silkeborg Løn.
Fujitsu er nu en af de største leverandører af økonomisystemer til kommunerne. I forbindelse med kommunalreformen har 12 af de nye kommuner og 2 af regionerne valgt økonomisystemet Prisme fra Fujitsu som fælles platform og det naturlige valg for den nye organisation.
Silkeborg Data har 35 års erfaring med udvikling og drift af løn- og personaleadministrative it-løsninger til blandt andet kommuner. Virksomheden tilbyder konceptet "Silkeborg Løn", som med udgangspunkt i brugernes individuelle behov, skaber værdi i løsningen af opgaverne. "Silkeborg Løn" er rettet mod alle roller i organisationen - fra direktøren over den decentrale leder til den enkelte medarbejder, med og uden specialistfunktioner - og er tilpasset den enkelte brugers rolle. Silkeborg Data har 130 medarbejdere og er en del af Jyske Bank-koncernen.
